Samtaleterapi

Samtaleterapi/sorgterapi

Tab er mange ting:

Tab af ægtefælle, forælder, barn, søskende eller bedste ven.

Tab er også at miste tillid til verden. At miste sin identitet. At blive skilt, fyret, få en diagnose, gå konkurs eller når børnene flytter hjemmefra.

Nogle tab kan føles som at blive amputeret. En halvering af krop, sjæl og hjerte i et eneste hug. Tab af tryghed. Tab af fællesskab. Tab af drømme.

Frustrationer, angst, vrede, afmagt og sårbarhed kan være svært at dele med sine nærmeste. Vi beskytter, dem vi elsker. Kærlighedens skjold kan forhindre de nærende samtaler. De vigtige samtaler. Dem nogen kalder de ”svære” samtaler. De samtaler, der med stor sandsynlighed bringer os tættere på hinanden.

Jeg tilbyder individuelle samtaler og terapi, hvorigennem du kan finde ro, mod og styrke til at udholde det liv, de omstændigheder og de forandringer, der lige nu synes uoverkommelige.

Udfordringen som sørgende består i, at få fortiden integreret i nutiden og fremtiden på en respektfuld og livgivende måde.

Udfordringen for vores omgivelser består i at forstå, at sorg ikke bare overstås, men tager tid, og ofte langt længere tid end de tror eller har lyst til at være vidne til.

I sorgterapi leder jeg ikke efter en vej ud, men efter en vej ind. Ind til sorgens kerne. Det er i kontakten med sorgen, helingen finder sted.

I sorgen kan man blive helt fremmed over for sig selv og sin måde at reagere på. Måske kan du ikke genkende dig selv. Alt er forandret, vendt op og ned, situationen er uudholdelig og det kan være beroligende at genkende dig selv i andre og andres ord. I mig og i mine ord.

Har du været pårørende i et langt og opslidende sygdomsforløb, står du pludselig med en masse tid, du ikke nødvendigvis aner, hvad du skal stille op med. Og måske en lettelse, der kan være umådelig svær at forholde sig til.

Det vigtige er, at du ikke blot arbejder med at acceptere tabets endelighed, men også med at acceptere den ændrede virkelighed.

Et gammelt kinesisk ordsprog siger: ”Du kan ikke forhindre sorgens fugle i at flyve over dit hoved, men du kan forhindre dem i at bygge rede.”

Konfrontationer med døden vækker angst, og rummer også store muligheder for at berige livet.

Selvom din elskede dør, overlever kærligheden.

Sorgen er den hjemløse kærlighed.

Hvis du er blevet efterladt med børn, står du endvidere alene med ansvaret for ALT. Et ansvar, du ikke selv har bedt om at få, og som du nu må tage på dig. Ingen andre kan gøre det for dig. Ingen kan gå din vej for dig. Jeg kan gå din vej med dig.



Ring og få en snak med mig og hør, hvad jeg kan tilbyde Jer:
Line Bundgård 26 66 62 88.
Eller kontakt mig pr. mail line@kriseogsorg.dk