Da jeg var barn, var jeg flere gange om året med min bedste veninde og hendes familie i sommerhus i Lumsås.

Udover almindelig hygge og lange gåture, lagde vi puslespil.

Jeg husker, vi sad omkring bordet fordybet i den særlige uorden, der herskede, når 1000 brikker blev hældt ud af kassen og de små sejre når kant- og hjørnebrikker blev fundet, så rammen kunne komme på plads.

Der var altid nogle, der havde et større overblik end andre. De sorterede efter farver eller motiver. Andre tog sig af de små bunker og forsøgte at få samlet brikkerne på den eneste rigtige og mulige måde.

Når de små succeser så kunne placeres indenfor rammen, kom den helt særlige ro til stede.

Ind imellem måtte jeg træde et skridt baglæns, hæve mig op over bordet og kigge fra nye vinkler for at komme videre.

Andre gange blev timers pause nødvendige, når blindheden og mulighederne syntes udtømte og frustrationerne meldte sig.

Ikke så sjældent kunne en længere pause bevirke, at lige præcis den brik, jeg havde ledt efter i evigheder, pludselig dukkede op og fandt sin rette plads.

Mit liv har tidligere været lidt som at samle et puslespil.

Stor uorden og kaos med et sjældent mod til at være i det.

Langsomt kom der struktur i hverdagen. En ny ramme blev dannet.

Ferierne var svære at forlige mig med. Øvelse gjorde at med tiden blev de tålelige og nu noget jeg glæder mig til.

Dage og nætter uden mine døtre, var en gang forbundet med en trist tomhed. Nu giver de en dejlig ro og mulighed for egen fordybelse.

Frustrationer over ikke nærende jobs, har været nødvendige, for at jeg har kunne lande, hvor jeg er i dag, hvor jeg giver mening til det meningsløse og håb i håbløsheden.

Det er som om, jeg har skulle samle et 1000 brikkers puslespil, uden at have æsken med det færdige motiv ved min side. Af samme årsag har det i perioder været særdeles udfordrende og dybt frustrerende at arbejde ved mit indre sofabord.

I dag kan jeg hæve mig op og kigge på mit liv og se, at alle brikkerne er ved at lande præcis, hvor de skal. Og selvom billedet måske ikke er, som jeg havde forestillet mig, det ville være, da jeg pakkede puslespillet ud, er jeg svært godt tilfreds med resultatet!

Det er ikke kun dødsfald, der kan sende os på af- og omveje. Andre livskriser kan sende os samme steder hen.

Med kærlig hilsen

Line Bundgård